Billeder

Dem og os, indtil videre !

I dag var jeg på en kombineret ose, oplevelses tur til Odense. En by jeg er kommet i for år tilbage, og egentlig holder meget af. Den gamle by, kulturlivet og den stemnning af ikke alt for stor by.

Det der skulle have været en oplevelsestur på museum, blev mere en oplevelse af byens gadeliv. Husforbi sælgere, tiggere, syge og påvirkede mennesker i deres egen verden, mennesker der umærkeligt chekkede skralde spande for flasker og andet af værdi.

Mens det store flertal gik hurtigt forbi uden at se, eller ville se den anden verden, i et andet tempo. De fortravlede på indkøb, familiene på hyggetur, tøserne på tilbudsjagt.

En verden i to tempoer, der sjældent møder hinanden, kun i korte glimt, mens nogen køber et husforbi, eller smider lidt penge til manden med hunden.

Jeg er miljøskadet, eller noget ! Og har en nysgerrighed og måske et fællesskab, med de der lever i den langsomme verden. Her er det vigtigt at kunne se det primære, hvem ligner en jeg kan bomme en smøg af, sælge en avis af, og hvordan får jeg lov at være her, med min sårbarhed og sygdom.

Jeg fik et par billeder af gadens folk, mod god betaling, er man et godt motiv, er man også en betaling værd, selv om honoraret ikke var i supermodel klassen. Noget for noget. Snakken kostede ikke noget.

Det der for mig var øjenåbneren var, den klare markering mellem, dem og os. Ikke at der er hegn gitter eller mure. Vi er bare så langt fra hinanden, de der tabte tråden, eller aldrig fandt den, traf de forkerte valg, elller aldrig fik noget valg, og de der stadig har fat i den røde tråd. Vi kender ikke hinanden, har ikke lyst til det og de liv vi lever er meget mere forskellige, end forskellen mellem harmonikaspilleren fra Rumænien, eller Panfløjtespilleren fra Peru, der også færdes i vores byrum.

Der har udviket sig et paralelt samfund, sundhed, kultur, foreningsliv for udsatte, og et for det store flertal. Allerede i folkeskolen bliver de “anderledes” flyttet til specialklasser og skoler. en anderledes slags “anderledes” de højt begavede, kommer i skoler, hvor de kan være i fred for, eller vi kan være i fred for dem.

Det er en skam at rummeligheden bliver mindre og mindre, mennesker mere og mere markedsgjort, og vurderet efter deres værdi på markedet.

Vi bliver fattigere om mindre forstående og sociale, ja lad mig bare sige mindre mennesker, når de der skiller sig lidt ud, vælger eller er nødt til at leve et liv der er anderledes ikke mere er en del vores synsfelt.

Som naboer, ægtefæller, arbejdskollegaer, venner, bekendte fra forenngslivet, eller bare mennesker vi føler os som medmennesker sammen med, og føler os personligt forpligtede overfor.

Vi kan alle komme i en social situation hvor vi får brug for hjælp, fællesskab og solidaritet, derfor er snak om pension, flexjob, understøttelse, kontanthjælp, ikke bare et spærgsmål om dem og os, men i lige så høj grad et spærgsmål om hvordan du og dine kære vil behandles hvis du blir syg, arbejdsløs, indvalideret eller på anden måde afhængig af fællesskabet.

I danmark er vi effektive fordi vi har et fællesskab der tager sig af de gamle, syge og socialt ansatte, så vi kan arbejde effektivt, det betaler vi skat for. Men det betyder ikke at ansvaret forsvinder, når vi betaler mindre i skat, er der mindre til at passe vores alle sammens ansvar.

Det må ikke blive til et abstrakt ansvar hvor enhver passer sit og sine. Jo længere der er imellem os jo lettere er det at være tage ansvaret på sig, og være sin egen lykkes smed.

Derfor var det en øjenåbner at være på gåtur, udenfor min paracelhus getto, et sted som jeg kan lide, men ikke har set længe, så ser man lidt klarere.

Prøv det selv, i langsomt tempo, snak med en du ellers ikke ville møde, lyt og lær, skab dialog og forståelse. Du skal ikke være bange, det smitter ikke voldsomt bare lidt, måske tager dit verdensbillede skade, og du tør selv at være lidt anderledes. Så kan de være vi allesammen overvinder angsten for arbejdsløshed, sygdom, og udskillelse.

Og skaber et samfund der er lidt mere raskt for os alle at være i.