Symbolpolitik der skader de psykisk sårbare

Regeringen har fremlagt deres forslag til en arbejdsmarkedsreform, der ikke rummer mange visioner, mener mere er udtryk for symbolpolitik og ønsketænkning. Eller uvidenhed, fordomme og manglende forståelse af psykisk sårbarhed.

Selv regeringens egen velfærdskommission, mener at ud af de 250.000 personer udenfor arbejdsmarkedet, vil kun 500 kunne få plads på arbejdsmarkedet, i større eller mindre omfang.

Som pårørende til et ungt menneske, finder jeg det er en sort dag for det velfærdssamfund, vi alle betaler til, fordi vi ønsker at skærme de der kommer ud for en socialbegivenhed. Og det kunne være dig selv, din søster eller bror. Og jeg er ked af den holdning det er udtryk for, og understøtter, nemlig at de unge der kommer på førtidspension eller i flexjob, er lidt dovn, sygdomsfixerede eller eller simulerer, de skal bare presses lidt mere psykisk og økonomisk.

Jeg bliver ked af at de unge jeg kender som har kæmpet, hårdt mere end så mange andre unge for at komme i gang med arbejde, og uddannelse, og for at kunne forsørge sig selv, samtidig med en alvorlig psykisk sygdom, skal opleve denne nedladende og dumsmarte holdning.

Forslaget har en klar overskrift der hedder: Ingen skal på pension, eller i flexjob før de er fyldt 40.

Jeg er sådan set enig i konceptet, det ville være smukt hvis der var rummelighed nok på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet til alle.

Jeg har ikke mødt nogen der ønskede varig forsørgelse og livsvarig, parkering på en ydelse der ligger under hvad andre jævnaldrende har. Og det er ofte et udtryk for mange smertelige nederlag, når et ungt menneske kommer på pension. Der ligger oftest mange mislykkede forsøg på at komme ind på arbejdsmarkedet, bag et menneske der bliver til en pensionssag.

Og som pensionsreglerne og praksis er i dag, ligger der til grund for beslutningen om at bevillige pension eller flexjob, en lang række af arbejdsprøvninger, lægelige vurderinger, og kommunal afprøvning, bag tilkendelsen.

De der får tilkendt en pension i dag er mennesker med meget begrænset, eller ingen arbejdsevne ! Selv regeringens egen arbejdsmarkedskommission mener det højest drejer sig om 500 mennesker ud af de der får tilkendt pension pr. år som i et eller andet omfang ville kunne arbejde.

Når man er tilkendt en pension eller et flexjob, er de ressourcer man har brugt til overflod, for at få livet til at hænge sammen bare nogenlunde. Og jeg tror meget få mennesker ville ønske at være i den situation hvis de tænker sig om.

Det er trist for arbejde på mange måder med til at give os alle livskvalitet.

  • Vi føler os værdsat
  • Har indflydelse på eget liv
  • Mulighed for at forbedre vores økonomi
  • Får sociale kontakter
  • Udfordres og udvikles
  • Og mange andre ting!

Der burde gøres en alvorlig indsat for at sikre alles ret til arbejde i det omfang de magter.

  • Gennem løntilskud
  • Støtte til uddannelse
  • Sociale kontrakter hvor de offentlige leverandører, som en del af deres tilbud forpligter sig social
  • Langt større brug af revalideringsmulighederne i det nuværende lovkompleks.
  • Ikke mindst burde det offentlige gå foran og selv udvise rummelighed

I stedet skal de unge tilbydes en noget uklar udviklingspakke` som kan vare i op til 5 år. Når det gælder psykisk sårbare, har regeringen haft 10 år til at skabe den ´Psykiatri i verdensklasse` der længe har været efterspurgt. Hvis der skal komme udviklingspakker er det et godt sted at starte.

I stedet vælger man at ´kærligt presse` som beskæftigelsesminister Inger Støjberg vælger at kalde det, meget syge unge ud i endnu en omgang nederlag, på det arbejdsmarked de slet ikke magter. Og som ikke magter dem.

Som jobcentrene fungerer nu er der her ingen større viden om psykisk sygdom, hvad det indebærer, hvad man kan klare og ikke klare, og hvornår et pres fører til nederlag, afmagt og forværring af svær sygdom.

Har man som pårørende oplevet hvordan et sygt menneske skal igennem, lange køer, breve med spørgsmål, og samtaler med faste interval, mens man ikke kan åbne sin postkasse, sidde ved siden af andre, mens man hører stemmer, og mener postkassen er farlig, får man lært jobcenteret et og andet om psykisk sårbare. Jeg har selv oplevet at komme til min kære, der ingen penge havde, og ikke havde fået mad, fordi kontanthjælpen var lukket pga. et brev der lå i den fyldte postkasse.

Oven i sygdommen skal man være stærk og kunne begå sig i et offentligt arbejdsmarkedssystem, som selv raske kan have svært ved at forstå, og finde rundt i.

For os alle er det at have et sikkert økonomisk grundlag, en af de vigtigste faktorer, for at føle tryghed og have et godt liv. Alle burde kunne sætte sig ind i, hvad det betyder for et menneske med en psykisk sygdom at have et usikkert økonomisk grundlag i op til 22 år.

Hvis man så gennem hele den tid skal igennem det ene afklarende, støttende og “pressende” projekt efter det andet, som måske ikke lykkes, og føjer endnu et nederlag til rækken af tidligere nederlag, på vejen til det job eller den uddannelse man så brændende ønsker, er det ikke svært at forstå hvorfor eksperter, siger denne reform kan gøre mennesker mere syge.

Imens ser man de jævnaldrende man kender, være færdig med uddannelse, få gode jobs, god økonomi, og et værdigt liv. Mens man selv oplever en slet skjult opfordring til at tage sig sammen, eller kommer systemet og “presser” dig. Og jeg må med sorg sige at dette forslag og hele debatten om det, har en skinger undertone af, at en stor gruppe der kommer i flexjob eller på pension, ikke er “rigtig” syge men måske bare en lille smule initiativløse, og dovne.

Det afslører igen den store mangel på forståelse af psykisk sygdom der findes, ikke bare hos lovforslaget skabere, men i samfundet generelt. Psykisk sygdom kan være dybt invaliderende, alvorlig for alle menneskelige aktiviteter. Man kan bare ikke se det udenpå, at man foran sig har et menneske i dybt kaos, der bruger alle sine kræfter, og mere til for at kunne være tilstede. Og så er der dem som ikke er synlige fordi de har gemt sig væk, fra en verden de frygter.

Derfor handler dette lovforslag også om anstændighed, vi skal behandle psykisk syge anstændigt, og ikke presse dem i den tro, de så kan flytte sig ud af deres sygdom. Og de skal have den nødvendige økonomiske tryghed, samt støtte, behandlingsmuligheder, der er på højde med den fysisk sygdom får.

Man kan vel vanskeligt forestille sig en debat der handler om at hvis man bare “kærligt presser” og laver udviklingsforløb kan den lamme rejse sig fra sin kørestol.

Det kræver i forvejen baller af stål at være pårørende i et samfund, der har meget lidt forståelse for psykisk sygdom, at være “lærer” for diverse systemer er en af dem.

Psykisk sygdom er en sorg for en hel familie, og presser de pårørende ud i alle kanter af følelseslivet, og vi har oplevet at det også økonomisk, har været nødvendigt at støtte meget ! Havde vi ikke været der som pårørende, var vores kære i dag en af posedamerne på gaden, eller det der kan værre. Derfor er NOK, NOK.

Det vidner om en farlig uvidenhed, som man burde have udfordret ikke bare gennem snak med Dansk arbejdsgiverforening, men gennem høring hos organisationer som SIND.

Sandheden er at denne reform skal spare penge, eller giv indtryk af, at spare penge, så er det sagt. Jeg er selv skatteyder og vil gerne se pengene anvendt rigtigt, og vil glæde mig, den dag der bliver rummelighed til alle på arbejdsmarkedet.

I dag er et flexjob eller en pension heller ikke en livsvarig ydelse der ikke kan ændres, den er netop udtryk for en vurdering af arbejdsevnen der kan ændres, hvis arbejdsevnen ændrer sig. At det sjældent sker er et sørgeligt faktum, som desværre viser at det er meget svært at komme tilbage til arbejdsmarkedet, efter langvarig sygdom.

Havde man gået den modsatte vej, og igangsat en lang række initiativer, og finanseret dem for at få de unge tilbage på arbejdsmarkedet, og herefter havde nedsat antallet af flexjob og pensioner, ville jeg måske have haft tillid til intensionerne.

Reformen er et tilbageskridt, for dette samfunds allersvageste der bliver fastholdt på et af dette samfunds laveste satser, nemlig kontanthjælp, fordi de uforskyldt har fået en psykisk eller fysisk sygdom. Og disse unge har ingen mulighed for at forbedre deres indkomst før de bliver 40, fordi der ikke er et arbejdsmarked som står i kø for at ansætte mennesker med alvorlige handicap. Og nogle af denne gruppes unge er så syge at de aldrig bliver i stand til at arbejde, men de kunne måske få et anstændigt liv på pension.

Det kommer til at koste helbred og liv, det skaber en underklasse vi ikke vil bryde os om at se. Alle eksperter er enige om at dette forslag, skaber et pres, for de psykisk syge, som vil forværre tilstanden hos flere end den gavner.

Jeg betaler gerne og glad for at der kan tages hånd om de svageste, på en ansvarlig, faglig korrekt og solidarisk måde. Og sandheden er at alle kan ende som de svageste i samfundet, pga. sygdom, arbejdsløshed, eller andre sociale begivenheder.

Et velfærdssamfund er kendetegnet ved hvordan de behandler sine svageste. Vi må ikke i en krise der for de fleste blot betyder at de tænkte friværdier vi har i fast ejendom er blevet mindre, må vi ikke miste det allervigtigste i vores velfærdssamfund, omsorgen for de der blev ramt og ikke kunne være med på arbejdsmarkedet. Vores velfærdssamfund fungerer jo netop fordi vi tager hånd om de der ikke kan være med, børnene, de gamle, og de syge. Så vi andre kan gå på arbejde vel vidende at vi kan være trygge ved at vores kære har det godt. I samfund med langt mindre udviklede sociale systemer, er produktiviteten langt mindre, fordi det er nødvendigt selv at tage sig af sine kære, og så kan man altså ikke arbejde fuld tid.

Derfor er forslaget udtryk for en ønsketænkning hos Støjberg, mere end en nøgtern faglig begrundet beslutning. Og det er den mest positive vurdering jeg kan fremmane.

Jeg tror at langt flere kan komme i arbejde, men det kræver en langt større og anderledes indsats, som vil koste penge på kort sigt, men vil spare mange på længere sigt.

  • Stop udsultningen af den psykiatriske behandling, sæt den på finansloven, og få så skabt den “psykiatri i verdensklasse” der har været talt om alt for længe. I det mindste bør behandlingen komme op på den samme vækst som de somatiske afdelinger har haft de sidste år, der er et kæmpe underslæb.
  • Udbyg og skab udvikling i socialpsykiatrien, så der skabes langvarige, seje forløb, med henblik på recovery (at komme sig) for de unge, uden pres, men med respekt for at det tager tid.
  • Giv de psykisk syge (og alle andre syge) et anstændigt økonomisk grundlag. Til at leve for, så både den sårbare og familien kan bevare værdigheden, trygheden i dagens danmark.
  • Hold de psykisk syge ude af jobcentrene, indtil de er klar til det jobcenteret er godt til nemlig at skaffe mennesker i arbejde.
  • Skab et rummeligt arbejdsmarked, med plads til alle som kan se at mennesker med psykisk sygdom kan være en ressource. I dag svarer 36 % af befolkningen, at de ikke har lyst til at arbejde sammen med en kollega der er psykisk syg.
  • Stop stigmatiseringen af mennesker med psykisk sygdom, som voldelige, farlige kriminelle.
  • Slå ikke på dem der ligger ned ved at antyde, de er lidt dovne, initiativløse, eller simulerer. Debatten skal bygge på realiteter ikke symbolpolitik.

Derfor håber jeg arbejdsministeren inden lovforslaget endelig vedtages, vil lytte til organisationerne, på området som SIND, Dansk socialrådgiverforening, og andre der har reel faglig viden og kompetence, på området. Jeg konstaterede med glæde at arbejdsministeren blev halvdelen af dagen til Psykiatritopmøde 2010 der netop handlede om arbejdsmarked. Det er efterfølgende min fornemmelse, at ministeren kunne have haft stort udbytte af at høre mere.

Vores familie vil gerne have besøg af ministeren til en lille orientering om hverdagen, og det er jeg sikker på andre i SIND vil. Der er rigtig mange som vil hjælpe, med det mål jeg ikke er uenig i, nemlig at få flere i arbejde.