Mindst 20.000 syge danskere efterladt i en gråzone

I dag kan mange danskere, der både har et misbrug og en diagnose, slet ikke få hjælp, fordi systemet ikke er indrettet til behandling af begge udfordringer samtidig. Indtil alle regionerne lever op til deres behandlingsansvar, gerne med hjælp fra Christiansborg, er mindst 20.000 syge danskere med et misbrug overladt til sig selv.

Omkring 50 procent af stofmisbrugerne har en psykiatrisk sygdom, eller 50 procent af de psykiatriske brugere har et misbrug. Alt efter hvilken dør de kom ind af.

En helt ny spørgeskemaundersøgelse henvendt til alle landets kommuner viser, at gruppen gennemsnitligt udgør 0,4 % af indbyggerne, hvilket giver et skøn på 22.000 mennesker med dobbeltdiagnose i Danmark. Disse tal siger dog kun noget om de mennesker med dobbeltdiagnose, der er kendt i kommunerne. Reelt er tallet sandsynligvis højere. Oplevelsen i kommunerne er, at antallet af borgere med dobbeltdiagnose er stigende, og at der især er kommet flere unge med dobbeltdiagnose de seneste år.

De der slipper ind af den psykiatriske afdelings dør er de heldigste, måske når de at blive afklaret og få en behandling inden deres misbrug bliver synligt. Mens de øvrige i en evig sissifos lignende vandring befinder sig i en gråzone hvor de bliver afvist i psykiatrien fordi de har et misbrug og ikke kan behandles i den normale misbrugsbehandling fordi de har en psykiatrisk sygdom under deres misbrug.

Svaret i psykiatrien er ofte, at de ikke kan udrede og behandle mennesker i et aktivt misbrug. Derfor forventer de et ophører af misbruget, inden de begynder deres arbejde. Det er en vanskelig opgave for misbrugsbehandlingen.

Det er vigtigt at have respekt for at misbruget opleves som en løsning, frem for et problem for en stor del af de der har et aktivt misbrug.

For mennesker med meget alvorlig psykiske sygdomme, der ikke er i behandling er stoffer eller alkohol med til at dæmpe symptomerne, stemmerne, angsten, depressionen. Derfor er det også helt umuligt at tænke sig et ophør af misbruget, før der er anden behandling som kan fjerne eller dæmpe de symptomer, der oprindeligt var baggrunden for misbruget. For denne gruppe af misbrugere er misbruget den behandling de selv har fundet hjælpsom i mangel af bedre.

Derfor må den professionelle behandling have respekt for den virkelighed, hvis man skal turde slippe misbruget og indgå i en behandling.

Det er nødvendigt at der kan ske en udredning for psykisk sygdom, selvom man er i aktivt misbrug. Det må så som ved så meget andet sygdom være en hypotese, der kan ændre undervejs, man må ud fra den hypotese udrede og behandle så der langsomt sker en behandling terapeutisk og/ eller medicinsk der giver tro på at der er andre veje at gå end misbrug.

Vi kommer ingen veje med den til tider moralske tankegang at du må holde op med at misbruge for at kvalificere dig til behandling, vi skal se misbruget som et symptom og en løsning, ikke en god løsning men den bedste der var for den psykisk syge, på det tidspunkt. Så er det en opgave for de professionelle at pege på og tilbyde andre og bedre løsningsmodeller.

Det stiller krav til både psykiatrien og misbrugsbehandlingen.

Som det er ligger psykiatrisk behandling i regionerne, det er dem der udreder primærbehandler og skal have ekspertviden på dette område.

Jeg kender bedst Center for Misbrugspsykiatri i Århus her kan man godt udrede og lave behandling for denne målgruppe og udvikler på tilbud til gruppen. Jeg kender også mange eksempler på mennesker de forgæves har søgt behandling, men er blevet afvist så længe de har et misbrug. Der er for mig ingen tvivl om at lovgivningen pålægger regionen behandlingsansvaret, kan de ikke løse opgaven i dag må de blive klædt på til at kunne påtage sig deres ansvar.

Der er vel ingen anden behandlingsgruppe der skal kvalificere sig til en nødvendig behandling, ved selv at løse den første del af behandlingsarbejdet, som misbrugere skal hvis de vil have psykiatrisk behandling for den sygdom som misbruget er symptomet på.

Alle regioner skal have en afdeling for misbrugspsykiatri, med personale der har uddannelser, kompetencer og lyst til arbejde med mennesker med dobbeltdiagnoser. Det er en opgave der lige nu ikke bliver løst, en vanskelig og bøvlet opgave men det er en patientgruppe der ikke længere kan overses.

Det er dyrt, dumt og uanstændigt.