Man ville jo ikke sige til en med brækket ben, at nu må du lige tage dig sammen.

Det følgende er fra et interview med mig,på siden Psykisk Sårbar, som jeg har tilladt mig at sakse.

http://www.psykisksaarbar.dk

Sådan siger pårørende Kristian Bennedsen, som mener, at regeringens udspil til en arbejdsmarkedsreform i bedste fald er katastrofal, i værste fald vil den medføre dødsfald. Psykisk Sårbar taler med ham om reformudspillet, og hvordan vi får et mere rummeligt arbejdsmarked

4. januar 2011, 09:00

”Det bliver ikke bare alvorligt, det er noget, folk vil dø af.” Så klart udtrykker Kristian Bennedsen sig om regeringens forslag til en arbejdsmarkedsreform. Kristian Bennedsen er aktiv i SIND og selv pårørende, og han er meget bekymret for konsekvenserne, hvis reformen bliver vedtaget. Han siger: ”Det vil give et kæmpe fattigdomsproblem, hvis man stort set afskaffer førtidspensionen for mennesker under 40. Det vil betyde, at folk skal jobprøves igen og igen, mens de henslæber på kontanthjælp i op til 22 år, og det vil få mange psykisk sårbare til at sige, at det pres kan de simpelthen ikke klare i så mange år.”

Forslaget er udtryk for foragt

Kristian Bennedsen ærgrer sig over den holdning, som regeringens forslag er et udtryk for – nemlig at de unge, der kommer på førtidspension eller i fleksjob, er dovne, sygdomsfikserede eller simulerer, og hvis bare de presses lidt mere psykisk og økonomisk, så vil de passe ind på arbejdsmarkedet.
”Det, der harmer mig, er mistilliden og foragten, som forslaget er udtryk for. Holdningen til at ’de da bare må tage sig sammen’. Man ville jo ikke sige til en med et brækket ben, at nu må du lige tage dig sammen! Der er muligvis unge, som er luddovne, men det er ikke dem, jeg møder, og jeg er ked af, at de unge, jeg kender, skal opleve denne nedladende og dumsmarte holdning. De har kæmpet hårdt og mere end så mange andre for at komme i gang med uddannelse og arbejde.”

Netværket er for finmasket

Det netværk, som er spundet ud under psykisk sårbare fra systemets side, er simpelthen ikke finmasket nok. Hvis ikke man dukker op til en behandlingssamtale, så bliver man udskrevet af behandlingen, og møder man ikke op til samtalen hos jobkonsulenten, så mister man sin ydelse. Det er simpelthen ikke godt nok, ifølge Kristian Bennedsen. Han siger: ”Tag min datter f.eks. – hun har haft diagnosen skizofreni, siden hun var 17 år gammel. Hun kan ikke bare tage sig sammen, selv om jobcentret truer med at tage kontanthjælpen, fordi hun ikke dukker op til et møde. Måske har hun end ikke set brevet med indkaldelsen, da det nogle gange kan være svært nok at åbne postkassen.”
Ifølge Kristian Bennedsen er jobkonsulenterne ikke gearede til at arbejde med psykisk sårbare. De mangler simpelthen forståelse for, hvad det vil sige at have en psykisk lidelse, hvad det indebærer, hvad man kan klare og ikke klare, og hvornår et for stort pres kan føre til nederlag, afmagt og forværring af den psykiske lidelse. Desuden mangler den lovgivning, sagsbehandlerne arbejder ud fra, ikke mindst forståelse.

Massiv mur

Det er sådan set ikke konceptet i reformudspillet, den er gal med ifølge Kristian Bennedsen. Han siger: ”Det ville være smukt, hvis der var rummelighed nok på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet til alle. Men fakta er, at der er en massiv mur for at komme ind på arbejdsmarkedet.”
Den massive mur udgøres både af mangelfuld behandling af den psykiske lidelse, manglende fokus på rehabilitering og inddragelse af arbejdsmarkedet i behandlingen, fordomme om psykiske lidelser på arbejdspladserne samt at arbejdspladserne i høj grad er præget af et stresset tempo. Når man som psykisk sårbar endelig er inde på en arbejdsplads, så er der også udfordringer, mener Kristian Bennedsen. Han siger: ”Efter noget tid glemmer man at tage de hensyn, der skal til. Og hvis man virkelig mener alvorligt, at man gerne vil have psykisk sårbare i arbejde, så er det vigtigt at uddanne mentorer.”

Et termometer for arbejdsmiljøet

At det lige nu er en stor udfordring at finde plads til psykisk sårbare på arbejdsmarkedet betyder bestemt ikke, at det ikke kan betale sig at få flere psykisk sårbare ind på arbejdsmarkedet. Ifølge Kristian Bennedsen vil det være en fordel både menneskeligt og økonomisk. ”Også for arbejdspladserne vil det være en stor fordel for arbejdsmiljøet. Psykisk sårbare kan nemlig fungere som en slags termometer for, hvordan det går, og hvordan samarbejdet fungerer,” siger Kristian Bennedsen, som i det hele taget er fortaler for, at vi bliver bedre til at passe på hinanden.
”Vi kan alle blive psykisk sårbare – ligesom vi alle kan blive kørt over af en bil. Ingen af os ved, hvor grænsen i os er. Derfor er det vigtigt, at vi bliver bedre til at passe på hinanden. At vi mærker efter fornemmelsen i maven og tør sige: ’Hvordan har du det? Jeg er bange for, hvordan du har det, og om du er okay.’”

Psykisk sårbare som rådgivere

I stedet for at gennemføre denne hovedløse reform i et forsøg på at spare penge, skulle politikerne hellere gå den modsatte vej, mener Kristian Bennedsen. Han siger: ”Hvis politikerne havde startet med at igangsætte en lang række initiativer for at få de unge tilbage på arbejdsmarkedet og herefter havde nedsat antallet af fleksjob og førtidspensioner, så ville jeg måske have haft tillid til intentionerne.”
For at bane vejen for psykisk sårbare på arbejdsmarkedet foreslår Kristian Bennedsen, at vi starter med at uddanne psykisk sårbare til at være vejledere overfor jobcentrene. Og måske også til politiske rådgivere, så de kan vejlede de politikere, som sidder og skal træffe beslutninger på psykiatri- og beskæftigelsesområdet.