Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Den der kommer allersidst skal i den sorte gryde

Mennesker med psykisk sygdom hører til de mest fattige i Danmark, deres levealder er 15 – 20 år kortere end andres, og deres behandling er langt mindre prioriteret end somatiske sygdomme.

På trods af det oplever jeg gennem mit arbejde i SIND ung mennesker med en styrke og motivation for at få det gode liv, komme i gang med en uddannelse, arbejde eller en anden meningsfuld placering i samfundet, på trods af alvorlig psykisk sygdom, jeg har endnu til gode gennem mit arbejde i SIND at se en der ikke havde den drøm.

Fra 1. Januar får de endnu en ”velment” reform at kæmpe med nemlig kontanthjælpsreformen, der vil bruge økonomisk motivation til at få dem i gang med en uddannelse. Nu kan de enten være uddannelsesparate, eller aktiviserings parate. Mange er ingen af delene. Samtidig bliver de yderligere straffet, hvis de som en af de få er så heldige at have en partner med et job.  Jeg anerkender reformens intension men ikke metoden, eller forståelsen af hvad alvorlig psykisk sygdom er.

De har været motiverede længe, men er ikke i stand til at få opfyldt drømmen, fordi deres sygdom gør de hører stemmer, føler andre kan læse deres tanker og er opfyldt af angst, må udføre de samme ritualer om og om igen fordi der eller vil ske deres kære noget, eller på andre måder er plaget af de symptomer alvorlig psykisk sygdom giver. Symptomer der ikke forsvinder fordi man presser, økonomisk eller verbalt. Men som kræver behandling og social støtte i lang tid, til de for nogen forsvinder, eller for andre bliver færre, men for en stor dels vedkommende varer livet ud.

Jeg vil ikke råbe ulven kommer, for den er her allerede. Mistet forsørgelsesgrundlag på grund af sanktioner, der ikke forstås, matchning som uddannelsesparate for unge der på ydersiden ser raske ud, men indeni er alvorligt syge, forværring af sygdommen på grund af pres, fattigdom og jobcentrer der ikke forstår hvad alvorlig psykisk sygdom er ! Det er hvad jeg ser i det daglige, og det er hvad vi alle kommer til at se.

Det sidste år har budt på lignende reformer, flexjob og pensionsreform, sygedagpengereform, der alt sammen har ramt mennesker med en alvorlig psykisk sygdom hårdt. Hvor der før var mulighed for pension eller flexjob til de helt åbenlyst mest ramte, er det nu afløst af endeløse aktiveringer, afprøvninger og venten på at blive 40 år, så der måske er mulighed for anerkendelse af sygdommen. De ressourceforløb der skulle finde en plads og en vej, er på det groveste blevet sjoflet af kommunerne, der på det nærmeste har ignoreret dem som værktøj, samt et arbejdsmarked der har haft svært ved at rumme de svageste.

Omkring 2 procent af befolkningen er ramt af alvorlig sygdom, er selve kernen i vores velfærdssamfund ikke netop at vi hjælper de der ikke kan, ikke håner dem for deres svaghed, men støtter dem i deres styrker og kvaliteter og anerkender deres kamp for et ordentlig liv.

Er vi som borgere og politikkere villige til at give køb på det og lade de sidste ”komme i den sorte gryde”

Det handler om anstændighed, ikke politisk ståsted.