Kategoriarkiv: Det mener jeg

Kontanthjælp er ikke en varig løsning

Jeg er næstformand i Landsforeningen SIND. Vi oplever at stramningerne rammer vore medlemmer, som ikke er arbejdsmarkedsparate, måske stadig i behandling, de er henvist til kontanthjælp i meget lang tid, uden mulighed for at kunne forbedre deres situation, eller få en Pension.

Det forringer situationen og forværrer måske den psykiske sygdom. Herudover stemples de af den snak der er om at det skulle betale sig at arbejde. Men det er jo det de ikke kan. For de aller ringeste er pension også nærmest uopnåelig, i eks. Kolding hvor jeg kommer fra var der sidste år 0 der fik pension pga. psykiske sygdomme.

Det er ikke realistisk, men de lever på kontanthjælpen, uden at der er en realistisk mulighed for en arbejdsmarkedstilknytning. Så skal der ihvertfald ske en ændring også af rummeligheden på arbejdsmarked. Hvis man ikke har mulighed for arbejde eller pension betyder reformer bare, lavere ydelser på kontanthjælpsnieau, for meget syge borgere.

Det er ikke anstændigt

Mindst 20.000 syge danskere efterladt i en gråzone

I dag kan mange danskere, der både har et misbrug og en diagnose, slet ikke få hjælp, fordi systemet ikke er indrettet til behandling af begge udfordringer samtidig. Indtil alle regionerne lever op til deres behandlingsansvar, gerne med hjælp fra Christiansborg, er mindst 20.000 syge danskere med et misbrug overladt til sig selv.

Omkring 50 procent af stofmisbrugerne har en psykiatrisk sygdom, eller 50 procent af de psykiatriske brugere har et misbrug. Alt efter hvilken dør de kom ind af.

En helt ny spørgeskemaundersøgelse henvendt til alle landets kommuner viser, at gruppen gennemsnitligt udgør 0,4 % af indbyggerne, hvilket giver et skøn på 22.000 mennesker med dobbeltdiagnose i Danmark. Disse tal siger dog kun noget om de mennesker med dobbeltdiagnose, der er kendt i kommunerne. Reelt er tallet sandsynligvis højere. Oplevelsen i kommunerne er, at antallet af borgere med dobbeltdiagnose er stigende, og at der især er kommet flere unge med dobbeltdiagnose de seneste år.

De der slipper ind af den psykiatriske afdelings dør er de heldigste, måske når de at blive afklaret og få en behandling inden deres misbrug bliver synligt. Mens de øvrige i en evig sissifos lignende vandring befinder sig i en gråzone hvor de bliver afvist i psykiatrien fordi de har et misbrug og ikke kan behandles i den normale misbrugsbehandling fordi de har en psykiatrisk sygdom under deres misbrug.

Svaret i psykiatrien er ofte, at de ikke kan udrede og behandle mennesker i et aktivt misbrug. Derfor forventer de et ophører af misbruget, inden de begynder deres arbejde. Det er en vanskelig opgave for misbrugsbehandlingen.

Det er vigtigt at have respekt for at misbruget opleves som en løsning, frem for et problem for en stor del af de der har et aktivt misbrug.

For mennesker med meget alvorlig psykiske sygdomme, der ikke er i behandling er stoffer eller alkohol med til at dæmpe symptomerne, stemmerne, angsten, depressionen. Derfor er det også helt umuligt at tænke sig et ophør af misbruget, før der er anden behandling som kan fjerne eller dæmpe de symptomer, der oprindeligt var baggrunden for misbruget. For denne gruppe af misbrugere er misbruget den behandling de selv har fundet hjælpsom i mangel af bedre.

Derfor må den professionelle behandling have respekt for den virkelighed, hvis man skal turde slippe misbruget og indgå i en behandling.

Det er nødvendigt at der kan ske en udredning for psykisk sygdom, selvom man er i aktivt misbrug. Det må så som ved så meget andet sygdom være en hypotese, der kan ændre undervejs, man må ud fra den hypotese udrede og behandle så der langsomt sker en behandling terapeutisk og/ eller medicinsk der giver tro på at der er andre veje at gå end misbrug.

Vi kommer ingen veje med den til tider moralske tankegang at du må holde op med at misbruge for at kvalificere dig til behandling, vi skal se misbruget som et symptom og en løsning, ikke en god løsning men den bedste der var for den psykisk syge, på det tidspunkt. Så er det en opgave for de professionelle at pege på og tilbyde andre og bedre løsningsmodeller.

Det stiller krav til både psykiatrien og misbrugsbehandlingen.

Som det er ligger psykiatrisk behandling i regionerne, det er dem der udreder primærbehandler og skal have ekspertviden på dette område.

Jeg kender bedst Center for Misbrugspsykiatri i Århus her kan man godt udrede og lave behandling for denne målgruppe og udvikler på tilbud til gruppen. Jeg kender også mange eksempler på mennesker de forgæves har søgt behandling, men er blevet afvist så længe de har et misbrug. Der er for mig ingen tvivl om at lovgivningen pålægger regionen behandlingsansvaret, kan de ikke løse opgaven i dag må de blive klædt på til at kunne påtage sig deres ansvar.

Der er vel ingen anden behandlingsgruppe der skal kvalificere sig til en nødvendig behandling, ved selv at løse den første del af behandlingsarbejdet, som misbrugere skal hvis de vil have psykiatrisk behandling for den sygdom som misbruget er symptomet på.

Alle regioner skal have en afdeling for misbrugspsykiatri, med personale der har uddannelser, kompetencer og lyst til arbejde med mennesker med dobbeltdiagnoser. Det er en opgave der lige nu ikke bliver løst, en vanskelig og bøvlet opgave men det er en patientgruppe der ikke længere kan overses.

Det er dyrt, dumt og uanstændigt.

Ord har betydning – eller fra socialpolitik til velfærdspolitik

Jeg har efterhånden arbejdet med socialt arbejde gennem mange år, det kan ses på min stædige fastholdelse af at bruge ordene, socialt arbejde, socialpolitik, socialt engagement og social bevidsthed.

Det viser mine måske antikvariske holdinger.

Socialpolitik er blevet til velfærdspolitik, socialarbejdere er blevet til velfærdsarbejdere, og for nylig så jeg at der var mindre søgning til velfærdsuddannelserne, det der i “gamle” dage  hed social og omsorgs uddannelser.

Nå ja og hvad så ? vil mange nok sige !

Men ord har betydning og når de ændres er der en mening med det, eller en dagsorden for hvordan vi skal opfatte verden.

Det sociale arbejde handler ikke om velfærd, men om socialpolitik, eller hvordan vi behandler de mennesker i vores verden der har brug for en hjælpende hånd !

Det handler ikke om børnepenge til mennesker med en stor indtægt, eller velfærd for de af os der har vores på det tørre, eller hvordan velfærden fordeles mellem de der har i forvejen.

Det handler om solidaritet, omsorg, menneskesyn, socialpolitik og social mobilitet.

Derfor er brugen af velfærdsordet i stedet for socialordet en ideologisk drejning der skal få os til at tro det handler om at fordele velfærd, men socialpolitikken omhandler alle de der aldrig blev en del af optur og velfærdsudvikling. Det handler ikke om at fordele lidt i deres velfærd.

Når en 50 årig nedslidt mister sine sygedagpenge og havner på kontanthjælps niveau, eller et ungt menneske med en alvorlig sygdom ikke kan få sin pension eller flexjob, før der har været kørt afklaringsforløb i 22 år, eller et ungt menneske med sociale problemer lander på SU niveau uden mulighed for lån, erhvervsarbejde, kollegie bolig, eller studenterrabatter bliver hjemløs, fordi der ikke er til bolig længere i budgettet.

Så er er det socialpolitik ikke fordeling af velfærd, den ældre der skæres i pleje og rengøring er ikke et velfærdsproblem, men et omsorgsproblem, der har sociale konsekvenser.

Vi skal ikke lade vores sociale indstilling være et velfærdsproblem, vi skal tage ansvar for socialpolitikken, altså hvordan vi behandler vore svageste.

De er også det mindste vi må forlange af de politikkere og økonomer, der er ved at afskaffe det social ansvar,

Så dumme er vi heller ikke vel !

 

Dem og os, indtil videre !

I dag var jeg på en kombineret ose, oplevelses tur til Odense. En by jeg er kommet i for år tilbage, og egentlig holder meget af. Den gamle by, kulturlivet og den stemnning af ikke alt for stor by.

Det der skulle have været en oplevelsestur på museum, blev mere en oplevelse af byens gadeliv. Husforbi sælgere, tiggere, syge og påvirkede mennesker i deres egen verden, mennesker der umærkeligt chekkede skralde spande for flasker og andet af værdi.

Mens det store flertal gik hurtigt forbi uden at se, eller ville se den anden verden, i et andet tempo. De fortravlede på indkøb, familiene på hyggetur, tøserne på tilbudsjagt.

En verden i to tempoer, der sjældent møder hinanden, kun i korte glimt, mens nogen køber et husforbi, eller smider lidt penge til manden med hunden.

Jeg er miljøskadet, eller noget ! Og har en nysgerrighed og måske et fællesskab, med de der lever i den langsomme verden. Her er det vigtigt at kunne se det primære, hvem ligner en jeg kan bomme en smøg af, sælge en avis af, og hvordan får jeg lov at være her, med min sårbarhed og sygdom.

Jeg fik et par billeder af gadens folk, mod god betaling, er man et godt motiv, er man også en betaling værd, selv om honoraret ikke var i supermodel klassen. Noget for noget. Snakken kostede ikke noget.

Det der for mig var øjenåbneren var, den klare markering mellem, dem og os. Ikke at der er hegn gitter eller mure. Vi er bare så langt fra hinanden, de der tabte tråden, eller aldrig fandt den, traf de forkerte valg, elller aldrig fik noget valg, og de der stadig har fat i den røde tråd. Vi kender ikke hinanden, har ikke lyst til det og de liv vi lever er meget mere forskellige, end forskellen mellem harmonikaspilleren fra Rumænien, eller Panfløjtespilleren fra Peru, der også færdes i vores byrum.

Der har udviket sig et paralelt samfund, sundhed, kultur, foreningsliv for udsatte, og et for det store flertal. Allerede i folkeskolen bliver de “anderledes” flyttet til specialklasser og skoler. en anderledes slags “anderledes” de højt begavede, kommer i skoler, hvor de kan være i fred for, eller vi kan være i fred for dem.

Det er en skam at rummeligheden bliver mindre og mindre, mennesker mere og mere markedsgjort, og vurderet efter deres værdi på markedet.

Vi bliver fattigere om mindre forstående og sociale, ja lad mig bare sige mindre mennesker, når de der skiller sig lidt ud, vælger eller er nødt til at leve et liv der er anderledes ikke mere er en del vores synsfelt.

Som naboer, ægtefæller, arbejdskollegaer, venner, bekendte fra forenngslivet, eller bare mennesker vi føler os som medmennesker sammen med, og føler os personligt forpligtede overfor.

Vi kan alle komme i en social situation hvor vi får brug for hjælp, fællesskab og solidaritet, derfor er snak om pension, flexjob, understøttelse, kontanthjælp, ikke bare et spærgsmål om dem og os, men i lige så høj grad et spærgsmål om hvordan du og dine kære vil behandles hvis du blir syg, arbejdsløs, indvalideret eller på anden måde afhængig af fællesskabet.

I danmark er vi effektive fordi vi har et fællesskab der tager sig af de gamle, syge og socialt ansatte, så vi kan arbejde effektivt, det betaler vi skat for. Men det betyder ikke at ansvaret forsvinder, når vi betaler mindre i skat, er der mindre til at passe vores alle sammens ansvar.

Det må ikke blive til et abstrakt ansvar hvor enhver passer sit og sine. Jo længere der er imellem os jo lettere er det at være tage ansvaret på sig, og være sin egen lykkes smed.

Derfor var det en øjenåbner at være på gåtur, udenfor min paracelhus getto, et sted som jeg kan lide, men ikke har set længe, så ser man lidt klarere.

Prøv det selv, i langsomt tempo, snak med en du ellers ikke ville møde, lyt og lær, skab dialog og forståelse. Du skal ikke være bange, det smitter ikke voldsomt bare lidt, måske tager dit verdensbillede skade, og du tør selv at være lidt anderledes. Så kan de være vi allesammen overvinder angsten for arbejdsløshed, sygdom, og udskillelse.

Og skaber et samfund der er lidt mere raskt for os alle at være i.

Kræv din ret, og gør din pligt.

Det er oplevelsen hos kommunernes jobcentrer at borgere der har brug for hjælp i stigende grad kommer skamfulde, og siger at de ikke er kommet for at snyde eller noget. Det beskriver en artikel i Politikken i dag,

Det sker efter en længere debat om overførselsindkomster, hvor der har været diskuteret størrelsen på hjælpen, motivation for at komme i arbejde, revision af pensions og flexjob ordningen, og meget andet med fokus på at man skulle væk fra en krævementalitet, der efter nogens mening var blevet for udbredt.

Det var kamp om pladserne på den position der udtrykte bekymring ansvarlighed og mådehold. Specielt på de andres vegne, der af en eller anden grund, var overladt til samfundets støtte, pga af en social situation, som kan ramme os alle, som sygdom, eller arbejdsløshed.

Det er ikke en skam at komme i en social situation hvor du får brug for hjælp, det kendetegner netop den måde vi har indrettet samfundet på at vi når vi kan, betaler en forholdsvis høj skat, mod til gengæld at kunne gøre brug af samfundets støttetilbud, når det er nødvendigt.

Ingen der kender en sygedagpenge, kontanthjælpsmodtager, eller pensionist tror jeg ville ønske sig selv i den situation, det kunne undgås. Retten, pligten, og tilfredsstillelsen ved at kunne klare sig selv, er dybt indgroede i os alle. Og enhver der kender det forsørgelsesgrundlag disse ydelser udløser, har vist svært ved at se den fest de udløser.

Desvære er de mest udsatte i vores samfund også de som mest bliver udsat for symbolpolitik, af politikkere som ofte ikke har sat sig alt for dybt ind emnet. Velvidende at netop denne gruppe ikke har de store kræfter til at svare igen, eller netop undlader at blande sig på grund af skyld og skam.

Da min morfar var ung, kæmpede hans generation for et princip der hed ”Kræv din ret, og gør din pligt” De to ting hang sammen, ret og pligt.

Men det var netop også et opgør med tidligere tider begreb om værdigt trængende, og fornedrelse af de som måtte søge hjælp, blandt andet ved tab af stemmeret,

Ingen ønsker sig vel tilbage til dengang, men jeg kunne ønske mig, man også huske at når man gør sin pligt, kan man også kræve sin ret, uden at måtte skamme sig.

I det mindst kan man bede om en ordentlig tone i debatten, det er mennesker af kød og blod det handler om !

Symbolpolitik der skader de psykisk sårbare

Regeringen har fremlagt deres forslag til en arbejdsmarkedsreform, der ikke rummer mange visioner, mener mere er udtryk for symbolpolitik og ønsketænkning. Eller uvidenhed, fordomme og manglende forståelse af psykisk sårbarhed.

Selv regeringens egen velfærdskommission, mener at ud af de 250.000 personer udenfor arbejdsmarkedet, vil kun 500 kunne få plads på arbejdsmarkedet, i større eller mindre omfang.

Som pårørende til et ungt menneske, finder jeg det er en sort dag for det velfærdssamfund, vi alle betaler til, fordi vi ønsker at skærme de der kommer ud for en socialbegivenhed. Og det kunne være dig selv, din søster eller bror. Og jeg er ked af den holdning det er udtryk for, og understøtter, nemlig at de unge der kommer på førtidspension eller i flexjob, er lidt dovn, sygdomsfixerede eller eller simulerer, de skal bare presses lidt mere psykisk og økonomisk.

Jeg bliver ked af at de unge jeg kender som har kæmpet, hårdt mere end så mange andre unge for at komme i gang med arbejde, og uddannelse, og for at kunne forsørge sig selv, samtidig med en alvorlig psykisk sygdom, skal opleve denne nedladende og dumsmarte holdning.

Forslaget har en klar overskrift der hedder: Ingen skal på pension, eller i flexjob før de er fyldt 40.

Jeg er sådan set enig i konceptet, det ville være smukt hvis der var rummelighed nok på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet til alle.

Jeg har ikke mødt nogen der ønskede varig forsørgelse og livsvarig, parkering på en ydelse der ligger under hvad andre jævnaldrende har. Og det er ofte et udtryk for mange smertelige nederlag, når et ungt menneske kommer på pension. Der ligger oftest mange mislykkede forsøg på at komme ind på arbejdsmarkedet, bag et menneske der bliver til en pensionssag.

Og som pensionsreglerne og praksis er i dag, ligger der til grund for beslutningen om at bevillige pension eller flexjob, en lang række af arbejdsprøvninger, lægelige vurderinger, og kommunal afprøvning, bag tilkendelsen.

De der får tilkendt en pension i dag er mennesker med meget begrænset, eller ingen arbejdsevne ! Selv regeringens egen arbejdsmarkedskommission mener det højest drejer sig om 500 mennesker ud af de der får tilkendt pension pr. år som i et eller andet omfang ville kunne arbejde.

Når man er tilkendt en pension eller et flexjob, er de ressourcer man har brugt til overflod, for at få livet til at hænge sammen bare nogenlunde. Og jeg tror meget få mennesker ville ønske at være i den situation hvis de tænker sig om.

Det er trist for arbejde på mange måder med til at give os alle livskvalitet.

  • Vi føler os værdsat
  • Har indflydelse på eget liv
  • Mulighed for at forbedre vores økonomi
  • Får sociale kontakter
  • Udfordres og udvikles
  • Og mange andre ting!

Der burde gøres en alvorlig indsat for at sikre alles ret til arbejde i det omfang de magter.

  • Gennem løntilskud
  • Støtte til uddannelse
  • Sociale kontrakter hvor de offentlige leverandører, som en del af deres tilbud forpligter sig social
  • Langt større brug af revalideringsmulighederne i det nuværende lovkompleks.
  • Ikke mindst burde det offentlige gå foran og selv udvise rummelighed

I stedet skal de unge tilbydes en noget uklar udviklingspakke` som kan vare i op til 5 år. Når det gælder psykisk sårbare, har regeringen haft 10 år til at skabe den ´Psykiatri i verdensklasse` der længe har været efterspurgt. Hvis der skal komme udviklingspakker er det et godt sted at starte.

I stedet vælger man at ´kærligt presse` som beskæftigelsesminister Inger Støjberg vælger at kalde det, meget syge unge ud i endnu en omgang nederlag, på det arbejdsmarked de slet ikke magter. Og som ikke magter dem.

Som jobcentrene fungerer nu er der her ingen større viden om psykisk sygdom, hvad det indebærer, hvad man kan klare og ikke klare, og hvornår et pres fører til nederlag, afmagt og forværring af svær sygdom.

Har man som pårørende oplevet hvordan et sygt menneske skal igennem, lange køer, breve med spørgsmål, og samtaler med faste interval, mens man ikke kan åbne sin postkasse, sidde ved siden af andre, mens man hører stemmer, og mener postkassen er farlig, får man lært jobcenteret et og andet om psykisk sårbare. Jeg har selv oplevet at komme til min kære, der ingen penge havde, og ikke havde fået mad, fordi kontanthjælpen var lukket pga. et brev der lå i den fyldte postkasse.

Oven i sygdommen skal man være stærk og kunne begå sig i et offentligt arbejdsmarkedssystem, som selv raske kan have svært ved at forstå, og finde rundt i.

For os alle er det at have et sikkert økonomisk grundlag, en af de vigtigste faktorer, for at føle tryghed og have et godt liv. Alle burde kunne sætte sig ind i, hvad det betyder for et menneske med en psykisk sygdom at have et usikkert økonomisk grundlag i op til 22 år.

Hvis man så gennem hele den tid skal igennem det ene afklarende, støttende og “pressende” projekt efter det andet, som måske ikke lykkes, og føjer endnu et nederlag til rækken af tidligere nederlag, på vejen til det job eller den uddannelse man så brændende ønsker, er det ikke svært at forstå hvorfor eksperter, siger denne reform kan gøre mennesker mere syge.

Imens ser man de jævnaldrende man kender, være færdig med uddannelse, få gode jobs, god økonomi, og et værdigt liv. Mens man selv oplever en slet skjult opfordring til at tage sig sammen, eller kommer systemet og “presser” dig. Og jeg må med sorg sige at dette forslag og hele debatten om det, har en skinger undertone af, at en stor gruppe der kommer i flexjob eller på pension, ikke er “rigtig” syge men måske bare en lille smule initiativløse, og dovne.

Det afslører igen den store mangel på forståelse af psykisk sygdom der findes, ikke bare hos lovforslaget skabere, men i samfundet generelt. Psykisk sygdom kan være dybt invaliderende, alvorlig for alle menneskelige aktiviteter. Man kan bare ikke se det udenpå, at man foran sig har et menneske i dybt kaos, der bruger alle sine kræfter, og mere til for at kunne være tilstede. Og så er der dem som ikke er synlige fordi de har gemt sig væk, fra en verden de frygter.

Derfor handler dette lovforslag også om anstændighed, vi skal behandle psykisk syge anstændigt, og ikke presse dem i den tro, de så kan flytte sig ud af deres sygdom. Og de skal have den nødvendige økonomiske tryghed, samt støtte, behandlingsmuligheder, der er på højde med den fysisk sygdom får.

Man kan vel vanskeligt forestille sig en debat der handler om at hvis man bare “kærligt presser” og laver udviklingsforløb kan den lamme rejse sig fra sin kørestol.

Det kræver i forvejen baller af stål at være pårørende i et samfund, der har meget lidt forståelse for psykisk sygdom, at være “lærer” for diverse systemer er en af dem.

Psykisk sygdom er en sorg for en hel familie, og presser de pårørende ud i alle kanter af følelseslivet, og vi har oplevet at det også økonomisk, har været nødvendigt at støtte meget ! Havde vi ikke været der som pårørende, var vores kære i dag en af posedamerne på gaden, eller det der kan værre. Derfor er NOK, NOK.

Det vidner om en farlig uvidenhed, som man burde have udfordret ikke bare gennem snak med Dansk arbejdsgiverforening, men gennem høring hos organisationer som SIND.

Sandheden er at denne reform skal spare penge, eller giv indtryk af, at spare penge, så er det sagt. Jeg er selv skatteyder og vil gerne se pengene anvendt rigtigt, og vil glæde mig, den dag der bliver rummelighed til alle på arbejdsmarkedet.

I dag er et flexjob eller en pension heller ikke en livsvarig ydelse der ikke kan ændres, den er netop udtryk for en vurdering af arbejdsevnen der kan ændres, hvis arbejdsevnen ændrer sig. At det sjældent sker er et sørgeligt faktum, som desværre viser at det er meget svært at komme tilbage til arbejdsmarkedet, efter langvarig sygdom.

Havde man gået den modsatte vej, og igangsat en lang række initiativer, og finanseret dem for at få de unge tilbage på arbejdsmarkedet, og herefter havde nedsat antallet af flexjob og pensioner, ville jeg måske have haft tillid til intensionerne.

Reformen er et tilbageskridt, for dette samfunds allersvageste der bliver fastholdt på et af dette samfunds laveste satser, nemlig kontanthjælp, fordi de uforskyldt har fået en psykisk eller fysisk sygdom. Og disse unge har ingen mulighed for at forbedre deres indkomst før de bliver 40, fordi der ikke er et arbejdsmarked som står i kø for at ansætte mennesker med alvorlige handicap. Og nogle af denne gruppes unge er så syge at de aldrig bliver i stand til at arbejde, men de kunne måske få et anstændigt liv på pension.

Det kommer til at koste helbred og liv, det skaber en underklasse vi ikke vil bryde os om at se. Alle eksperter er enige om at dette forslag, skaber et pres, for de psykisk syge, som vil forværre tilstanden hos flere end den gavner.

Jeg betaler gerne og glad for at der kan tages hånd om de svageste, på en ansvarlig, faglig korrekt og solidarisk måde. Og sandheden er at alle kan ende som de svageste i samfundet, pga. sygdom, arbejdsløshed, eller andre sociale begivenheder.

Et velfærdssamfund er kendetegnet ved hvordan de behandler sine svageste. Vi må ikke i en krise der for de fleste blot betyder at de tænkte friværdier vi har i fast ejendom er blevet mindre, må vi ikke miste det allervigtigste i vores velfærdssamfund, omsorgen for de der blev ramt og ikke kunne være med på arbejdsmarkedet. Vores velfærdssamfund fungerer jo netop fordi vi tager hånd om de der ikke kan være med, børnene, de gamle, og de syge. Så vi andre kan gå på arbejde vel vidende at vi kan være trygge ved at vores kære har det godt. I samfund med langt mindre udviklede sociale systemer, er produktiviteten langt mindre, fordi det er nødvendigt selv at tage sig af sine kære, og så kan man altså ikke arbejde fuld tid.

Derfor er forslaget udtryk for en ønsketænkning hos Støjberg, mere end en nøgtern faglig begrundet beslutning. Og det er den mest positive vurdering jeg kan fremmane.

Jeg tror at langt flere kan komme i arbejde, men det kræver en langt større og anderledes indsats, som vil koste penge på kort sigt, men vil spare mange på længere sigt.

  • Stop udsultningen af den psykiatriske behandling, sæt den på finansloven, og få så skabt den “psykiatri i verdensklasse” der har været talt om alt for længe. I det mindste bør behandlingen komme op på den samme vækst som de somatiske afdelinger har haft de sidste år, der er et kæmpe underslæb.
  • Udbyg og skab udvikling i socialpsykiatrien, så der skabes langvarige, seje forløb, med henblik på recovery (at komme sig) for de unge, uden pres, men med respekt for at det tager tid.
  • Giv de psykisk syge (og alle andre syge) et anstændigt økonomisk grundlag. Til at leve for, så både den sårbare og familien kan bevare værdigheden, trygheden i dagens danmark.
  • Hold de psykisk syge ude af jobcentrene, indtil de er klar til det jobcenteret er godt til nemlig at skaffe mennesker i arbejde.
  • Skab et rummeligt arbejdsmarked, med plads til alle som kan se at mennesker med psykisk sygdom kan være en ressource. I dag svarer 36 % af befolkningen, at de ikke har lyst til at arbejde sammen med en kollega der er psykisk syg.
  • Stop stigmatiseringen af mennesker med psykisk sygdom, som voldelige, farlige kriminelle.
  • Slå ikke på dem der ligger ned ved at antyde, de er lidt dovne, initiativløse, eller simulerer. Debatten skal bygge på realiteter ikke symbolpolitik.

Derfor håber jeg arbejdsministeren inden lovforslaget endelig vedtages, vil lytte til organisationerne, på området som SIND, Dansk socialrådgiverforening, og andre der har reel faglig viden og kompetence, på området. Jeg konstaterede med glæde at arbejdsministeren blev halvdelen af dagen til Psykiatritopmøde 2010 der netop handlede om arbejdsmarked. Det er efterfølgende min fornemmelse, at ministeren kunne have haft stort udbytte af at høre mere.

Vores familie vil gerne have besøg af ministeren til en lille orientering om hverdagen, og det er jeg sikker på andre i SIND vil. Der er rigtig mange som vil hjælpe, med det mål jeg ikke er uenig i, nemlig at få flere i arbejde.

Det man ikke snakker om !

Gennem den sidste tid har det været en del snak om mystiske dødsfald blandt psykisk sårbare, som følge af medicin.

Det er ganske alvorligt og bør undersøges nærmere så der i behandlingen bliver stillet krav om medicin, der er godt og grundig testet, og der bliver undersøgt alternativer, til den medicin der er under mistanke.

Men da jeg var til et møde forleden om psykisk sårbare, var vi en del af os der snakker sammen, mens vi ryger, der kom til at snakke om alle de andre bivirkninger ved medicinen.

Tydeligt blev det, da vi blev opmærksomme på det, at overvægt var en af dem. Langt de fleste på talerstolen var præget af det.

  • En del får dårlige tænder fordi medicinen giver tørhed i munden, det giver voldsomme tandlæge regninger
  • Træthed
  • Sløvhed
  • Manglende evne eller lyst til sex
  • Kvalme,
  • Maveproblemer
  • Afhængighed

Listen er lang !

Det slår mig at det er en del af behandlingen, vi sjældent snakker om.

Er det fordi det er flovt ?

Mener vi det er en nødvendig mindre omkostning for at få det bedre ?

Bliver det oplyst tydeligt nok, hvad bivirkningerne er inden behandlingen starter ?

Alt sygdom har en pris, alt medicin har bivirkninger, men vi skal stille krav om, medicinen er vel undersøgt, at der hele tiden bliver forsket i bivirkninger, og udviklet ny medicin, der har mindre bivirkninger.

Og ikke mindst skal vi oplyse om og påpege konsekvenserne. Det kræver det bliver noget vi snakker om, og ikke behandler som et tabu.

Det skal ikke være acceptabelt at medicin slår ihjel, hverken på kort eller langt sigt !

Og bivirkninger skal tages alvorligt som ved somatisk sygdom.

Da jeg i da var på Apoteket var der en sød apoteker der spurgte, har du ikke nogen bivirkninger af den medicin du får, og jeg svarede, jo tørhed i munden, og en mega tandlæge regning.

Det snakkede vi lidt om og hun anbefalede mig to produkter, med flur, som kan sætte gsng i produktionen af mundvand.

Så næste gang du er på apoteket prøv at bede om hjælp til bivirkningerne.

Ikke i min baghave !

2010 var af EU udnævnt til året for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Det er nok de færreste der har hørt om det.

Så vil du måske tænke, at i Danmark er der da ingen fattige, eller udstødte, jo måske men det er da i København, Odense, eller Århus.

Og du vil måske tænke at det er er gruppe af misbrugere som grundlæggende, selv er skyld i deres situation.

Men det kunne være dig !

Du kunne miste dit job, blive skilt, få en psykisk sygdom, eller miste dit sociale netværk. Du kunne komme i en situation hvor du måtte sælge dit ,hus, eller din virksomhed, og stod med en gæld så stor at det var uoverskueligt.

Din søn kunne blive psykisk syg, og være ude af stand til at fungere, i vores krævende samfund, være afhængig af andres hjælp, eller ude af stand til at tage imod hjælpen, og være overladt til sig selv.

Din datter kunne blive tidligt gravid, uden en samlever, stå med en dårlig økonomi, og være uden for sociale netværk, pga økonomi, børnepasning og manglende selvtillid.

Din bror kunne synes at livet var så hårdt, pga seksuelt misbrug, opvækst, social isolation, familie eller arbejdsmæssige problemer, at han syntes det blev lidt lettere hvis han dulmede det med alkohol eller stoffer.

Og selv hvis det ikke skete for dig, skal du vide at det sker for en andens søster, bror eller datter. Og du vil møde dem på din vej i byen ! Ofte uden du ved det, for i Danmark er fattigdom og udstødelse ikke altid synligt.

Og du ville med dit velordnede liv, gode økonomi og velfungerende familie og arbejdsliv, vise dem hvor anderledes de er !

Men det er jo ikke din skyld du er født ind i en velfungerende familie, og har et velfungerende liv.

Ligesom det ikke altid er egen skyld, man havner i en situation med social udstødelse eller fattigdom.

Ingen ønsker at være udstødte eller fattige, alle vil gerne det gode liv. Alle jeg har mødt som er havnet i det liv, drømmer om et liv som dit !

Alle har et ansvar for eget liv, ingen ønsker at slippe for det ansvar. Men vi er også en del af et samfund med et fælles ansvar, ikke bare på det store plan, ”det er samfundets skyld” men lige så meget i det nære.

Vi er hinandens netværk, og hvordan det går din bror, søster eller gamle mor, eller den hjemløse på gaden, har og skal have betydning for vores fælles samvittighed. Det er det der gør os til mennesker som individ, og et samfund i fællesskab.

Hvordan synes du selv det går ?

Man ville jo ikke sige til en med brækket ben, at nu må du lige tage dig sammen.

Det følgende er fra et interview med mig,på siden Psykisk Sårbar, som jeg har tilladt mig at sakse.

http://www.psykisksaarbar.dk

Sådan siger pårørende Kristian Bennedsen, som mener, at regeringens udspil til en arbejdsmarkedsreform i bedste fald er katastrofal, i værste fald vil den medføre dødsfald. Psykisk Sårbar taler med ham om reformudspillet, og hvordan vi får et mere rummeligt arbejdsmarked

4. januar 2011, 09:00

”Det bliver ikke bare alvorligt, det er noget, folk vil dø af.” Så klart udtrykker Kristian Bennedsen sig om regeringens forslag til en arbejdsmarkedsreform. Kristian Bennedsen er aktiv i SIND og selv pårørende, og han er meget bekymret for konsekvenserne, hvis reformen bliver vedtaget. Han siger: ”Det vil give et kæmpe fattigdomsproblem, hvis man stort set afskaffer førtidspensionen for mennesker under 40. Det vil betyde, at folk skal jobprøves igen og igen, mens de henslæber på kontanthjælp i op til 22 år, og det vil få mange psykisk sårbare til at sige, at det pres kan de simpelthen ikke klare i så mange år.”

Forslaget er udtryk for foragt

Kristian Bennedsen ærgrer sig over den holdning, som regeringens forslag er et udtryk for – nemlig at de unge, der kommer på førtidspension eller i fleksjob, er dovne, sygdomsfikserede eller simulerer, og hvis bare de presses lidt mere psykisk og økonomisk, så vil de passe ind på arbejdsmarkedet.
”Det, der harmer mig, er mistilliden og foragten, som forslaget er udtryk for. Holdningen til at ’de da bare må tage sig sammen’. Man ville jo ikke sige til en med et brækket ben, at nu må du lige tage dig sammen! Der er muligvis unge, som er luddovne, men det er ikke dem, jeg møder, og jeg er ked af, at de unge, jeg kender, skal opleve denne nedladende og dumsmarte holdning. De har kæmpet hårdt og mere end så mange andre for at komme i gang med uddannelse og arbejde.”

Netværket er for finmasket

Det netværk, som er spundet ud under psykisk sårbare fra systemets side, er simpelthen ikke finmasket nok. Hvis ikke man dukker op til en behandlingssamtale, så bliver man udskrevet af behandlingen, og møder man ikke op til samtalen hos jobkonsulenten, så mister man sin ydelse. Det er simpelthen ikke godt nok, ifølge Kristian Bennedsen. Han siger: ”Tag min datter f.eks. – hun har haft diagnosen skizofreni, siden hun var 17 år gammel. Hun kan ikke bare tage sig sammen, selv om jobcentret truer med at tage kontanthjælpen, fordi hun ikke dukker op til et møde. Måske har hun end ikke set brevet med indkaldelsen, da det nogle gange kan være svært nok at åbne postkassen.”
Ifølge Kristian Bennedsen er jobkonsulenterne ikke gearede til at arbejde med psykisk sårbare. De mangler simpelthen forståelse for, hvad det vil sige at have en psykisk lidelse, hvad det indebærer, hvad man kan klare og ikke klare, og hvornår et for stort pres kan føre til nederlag, afmagt og forværring af den psykiske lidelse. Desuden mangler den lovgivning, sagsbehandlerne arbejder ud fra, ikke mindst forståelse.

Massiv mur

Det er sådan set ikke konceptet i reformudspillet, den er gal med ifølge Kristian Bennedsen. Han siger: ”Det ville være smukt, hvis der var rummelighed nok på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet til alle. Men fakta er, at der er en massiv mur for at komme ind på arbejdsmarkedet.”
Den massive mur udgøres både af mangelfuld behandling af den psykiske lidelse, manglende fokus på rehabilitering og inddragelse af arbejdsmarkedet i behandlingen, fordomme om psykiske lidelser på arbejdspladserne samt at arbejdspladserne i høj grad er præget af et stresset tempo. Når man som psykisk sårbar endelig er inde på en arbejdsplads, så er der også udfordringer, mener Kristian Bennedsen. Han siger: ”Efter noget tid glemmer man at tage de hensyn, der skal til. Og hvis man virkelig mener alvorligt, at man gerne vil have psykisk sårbare i arbejde, så er det vigtigt at uddanne mentorer.”

Et termometer for arbejdsmiljøet

At det lige nu er en stor udfordring at finde plads til psykisk sårbare på arbejdsmarkedet betyder bestemt ikke, at det ikke kan betale sig at få flere psykisk sårbare ind på arbejdsmarkedet. Ifølge Kristian Bennedsen vil det være en fordel både menneskeligt og økonomisk. ”Også for arbejdspladserne vil det være en stor fordel for arbejdsmiljøet. Psykisk sårbare kan nemlig fungere som en slags termometer for, hvordan det går, og hvordan samarbejdet fungerer,” siger Kristian Bennedsen, som i det hele taget er fortaler for, at vi bliver bedre til at passe på hinanden.
”Vi kan alle blive psykisk sårbare – ligesom vi alle kan blive kørt over af en bil. Ingen af os ved, hvor grænsen i os er. Derfor er det vigtigt, at vi bliver bedre til at passe på hinanden. At vi mærker efter fornemmelsen i maven og tør sige: ’Hvordan har du det? Jeg er bange for, hvordan du har det, og om du er okay.’”

Psykisk sårbare som rådgivere

I stedet for at gennemføre denne hovedløse reform i et forsøg på at spare penge, skulle politikerne hellere gå den modsatte vej, mener Kristian Bennedsen. Han siger: ”Hvis politikerne havde startet med at igangsætte en lang række initiativer for at få de unge tilbage på arbejdsmarkedet og herefter havde nedsat antallet af fleksjob og førtidspensioner, så ville jeg måske have haft tillid til intentionerne.”
For at bane vejen for psykisk sårbare på arbejdsmarkedet foreslår Kristian Bennedsen, at vi starter med at uddanne psykisk sårbare til at være vejledere overfor jobcentrene. Og måske også til politiske rådgivere, så de kan vejlede de politikere, som sidder og skal træffe beslutninger på psykiatri- og beskæftigelsesområdet.